AppZapper

Hvordan afinstallerer man applikationer på Mac? Dette spørgsmål stilles af mange Mac-brugere, når de står over for deres første uønskede applikation på Mac’en. I denne artikel ser vi på AppZapper, som gør netop denne proces både nem, sjov og effektiv.

AppZapper er udviklet af Austin Sarner og Brian Ball. En licens til AppZapper koster 12.95$ (ca. 70kr), og en family pack med 3 licenser koster 18$ (ca. 100kr). Følgende anmeldelse er baseret på version 2.0.1.

Afinstallation af Apps på Mac

Nu hvor Mac App Store har været åben en måneds tid, har du garanteret installeret en hel masse apps – og måske i større grad de gratis og måske mindre gode Apps, som du egentlig ikke får brugt. Som gammel windows-bruger undrer man sig i starten over det manglende hjælpeprogram til at afinstallere programmer på Mac, men fortvivl ej, fordi det er næsten så nemt som det kan være.

På en Mac er applikationer pakket sammen i et enkelt .app-arkiv, og ligger i din mappe med programmer. Så for at slette et program, da trækkes det blot til papirkurven. Godt nok er det utrolig nemt, men der er desværre en bagside for Mac-ejeren, som ønsker en 100% støvsuget Mac. De fleste programmer gemmer nemlig filer udenfor deres eget .app-arkiv, som ikke slettes, når selve applikationen smides i papirkurven. Disse separate filer kan f.eks. være programmets indstillinger, som helst ikke skal overskrives, når du installerer en update til programmet. Derfor ser vi nu på AppZapper, som giver dig samme drag-drop simplicitet, som man er vant til på Mac, og derfor gør det lige så nemt at afinstallere applikationer, som det er at installere dem – alt imens det uønskede programs tilhørende filer slettes.

En lille note: Til enkelte applikationer medfølger et script eller lignende til at afinstallere applikationen. Hold derfor altid øje med, om en app har sin egen uninstaller, inden du bare smider det i papirkurven. Denne selvstændige uninstaller kan ofte befinde sig i den .dmg fil, som selve applikationen lå i.

Træk – Slip – Zap!

Når man åbner AppZapper, præsenteres man for følgende ultra-simple vindue.

AppZapper - Drop Apps

Som der står, så skal man blot trække de applikationer ind i vinduet, som man vil slette. Når man har gjort det, så bliver man præseneteret for informationer omkring det givne programs tilhørende filer og størrelser.

AppZapper - Zap App

Som det ses af ovenstående billede, så er der f.eks. Application Support, Preference og Cache udover selve applikationen, som i dette tilfælde er DrawIt. Vælger man at trykke Zap!, så slettes de valgte emner til papirkurven efterfulgt af en uforglemmelig laser-zap-lyd (som selvfølgelig kan slås fra).

Hit List

I applikationens øverste højre hjørne er der en slider, der aktiverer hhv. drag-drop-vinduet og en såkaldt Hit List (Kan også aktiveres med genvejen ⌘-2). Hit List er en liste over alle dine installerede programmer, hvor du kan filtrere listen efter størrelse samt dato for sidste brug, så du kan finde de applikationer, som du sjældent eller aldrig bruger. Der er en indstilling til at sikre Apple-applikationer, så du ikke sletter dem ved et uheld.

AppZapper - Hit List

Hit List viser også en oversigt over installerede Dashboard widgets, Indstillinger samt Plugins, som også kan slettes direkte fra AppZapper.

My Apps

AppZapper giver også mulighed for at gemme oplysninger og licensinformationer om dine købte apps. Den nogenlunde skjulte feature gemmer sig under Window → My Apps (eller ⌘-3). Du trækker simpelthen bare applikationer, som du vil gemme informationer om, ind i vinduet og tilføjer licensnøgler eller licensfiler.

AppZapper - My Apps

AppZapper holder så styr på dine købte apps i et lækkert vindue, med super fede animationer, når man klikker på dem – de små kort, der vises flippes rundt, så man kan se alle detaljerne omkring den givne App.

AppZapper - My Apps Flip

Jeg har aldrig selv brugt denne funktion i AppZapper, da jeg personligt synes den virker lidt malplaceret. Havde man evt. haft muligheden for lynhurtigt at installere en app direkte fra listen, så kunne jeg se det praktiske aspekt i forhold til resten af AppZappers hovedfunktion, som er at slette apps. Det virker for omstændigt at indtaste alle sine licensnøgler mm. blot for at have det samlet i en flot liste.

Design

AppZapper’s design kan der ikke sættes en finger på. Altsammen er super lækkert udført med nogle super fede custom UI-elementer såsom de små sliders, det nederste lille vindue med tilhørende filer, de små ‘kort’ med stregkoder i My Apps-sektionen, og meget mere. Man har hele tiden følelsen af, at man har at gøre med et bundsolidt program, hvilket helt klart understøtter oplevelsen.

Andre uninstallers

AppZapper er langt fra alene på markedet. Herunder er listet nogle alternativer til at afinstallere dine apps, hvoraf enkelte er gratis.

Til dig som gerne vil have det gratis, så kan jeg kraftigt anbefale AppCleaner. AppCleaner tilbyder samme træk-slip simplicitet som AppZapper, men har samtidig et ekstra kort gemt i ærmet. Med funktionen SmartDelete kan du slette apps ved bare at smide .app-arkivet i papirkurven, og så popper AppCleaner stille og roligt frem og spørger, om du vil slette applikationens tilhørende filer. Hvorfor så betale for AppZapper? spørger du sikkert – AppCleaner har bare ikke helt samme finish og kvalitet over sig, som netop AppZapper har det. Men AppCleaner er stadig et fint og ydedygtigt alternativ til at fjerne apps.

Ejer du i forvejen et program som f.eks. CleanMyMac, så er det ikke nødvendigt med programmer som AppZapper eller AppCleaner, eftersom CleanMyMac har en funktion til at slette applikationers efterladte og ubrugte systemfiler.

Afrunding

Som sagt så er det kun nødvendigt at installere et ekstra program som AppZapper, hvis du vil være helt sikker på at få fjernet alle filer, når du sletter programmer. AppZapper gør det ikke nødvendigvis bedre end sine gratis konkurrenter, men gør det med god stil og med et design, som er super flot. For mig havde AppZapper sagtens kunne være foruden My Apps-featuren. Den er super godt udført, men jeg synes ikke den passer ind i resten af AppZapper – men det er selvfølgelig en smagssag.

Hvordan sletter du dine Apps på Mac? Er du ligeglad med de efterladte tilknyttede filer, eller bruger du AppZapper, AppCleaner eller noget helt andet? Lad os høre i kommentarerne.

Bjarke N. Hansen
23-årig Datalogi-studerende fra Odense, der elsker musik, programmering og godt design. Jeg er stolt ejer af Mac, iPhone og iPad.

2 Kommentarer

Mads 1 7. February, 2011

Super fin anmeldelse!

Nu ligger verdenen sådan, at jeg har slettet nogle af mine apps på den normale måde, hvilket vil sige de små tilhørende filer stadig ligger gemt. Findes der en smart måde man kan få slettet disse på, uden egentlig at have appen installeret? :-)

Bjarke N. Hansen 2 7. February, 2011

Hej Mads. Det er et rigtig godt spørgsmål. Jeg kender ikke til nogen smart metode, og kan heller ikke umiddelbart finde det.

Man kan sagtens gå ind og slette filerne manuelt, hvis man vil – selvom det ikke er den smarte metode som du forespørger. Normalt kan disse omtalte filer findes følgende steder på din Mac:

/Brugere/brugarnavn/Bibliotek/Preferences/

/Brugere/brugarnavn/Bibliotek/Application Support/

/Brugere/brugarnavn/Bibliotek/Caches/

/Brugere/brugarnavn/Bibliotek/Logs/

Find filer eller mapper der indeholder App’ens navn i ovenstående mapper (Det er ikke sikkert, der er noget at finde i alle mapperne), og slet dem. Start evt. med at flytte dem til skrivebordet eller lignende først, så man er sikker på ikke at fjerne nogle forkerte filer.

Men som beskrevet i artiklen, så er de her log-, cache- og indstillings-filer fuldstændig harmløse, så slet dem kun hvis du mangler plads på din harddisk – eller hvis du føler dig tryg ved at slette filerne manuelt.

Skriv kommentar